Reke

Luftetur

2012-02-15T21:42:00.001+01:00

Hun laver et målrettet hop ud i rabatten. Er det en frø, hun jager, eller et insekt? Ingen af delene virker sandsynlige på denne årstid.
Midt i en bevægelse standser hun. Hun stikker snuden i vejret, strækker halsen fremefter. Der ser ud, som om hun indsnuser luftens klarhed, himmelens blåhed, sneens sprødhed. Halen står ret op i luften, ørerne bevæger sig i små ryk efter fuglenes kvidren.
Så kigger hun på mig med et opvakt ansigt. Hun slår et par gange med halen og gør med en kropsbevægelse tegn til, at vi godt kan gå videre.

Hængemule

2012-02-09T20:45:00.000+01:00

Tegnet med blyant.

Blotter

2012-02-04T19:26:00.002+01:00

Den er tegnet med blyant og farvelagt med vandfarveblyanter.

Jeg overvejer stadig, om himlen skal have noget vand, så farven bliver mere jævn. Er bare lidt nervøs for, om den i så fald kommer til at stå for meget frem i forhold til resten...

Overdrivelse hæmmer forståelsen

2012-02-02T23:52:00.001+01:00

Det er koldt udenfor. Også lidt indenfor. Her målte vi minus 12 grader som det laveste her til aften.

Men hvorfor - HVORFOR - skal samtlige nyhedsmedier absolut kalde det for SIBIRISK kulde?
Altså, vejrsystemerne kommer fra Sibirien, det er jeg med på. Men her er sgi da ikke koldt som i Sibirien. Ikke som i "minus-jeg-ved-ikke-hvad-og-folk-dør"-koldt!

Jeg bliver så bundirriteret over tidens tendens til sproglige overdrivelser.

I radioprogrammet "Alle tiders historie" på P1 hørte jeg for noget tid siden studieværten undre sig over det samme, her blot i forbindelse med adjektivet "historisk" - brugt i sætninger som "historisk nederlag" (håndbold), "historisk lav rente" (finanskrise), "historisk våd sommer" (vejrudsigten) osv.
Og som studieværten sagde (frit citeret efter hukommelsen): Slaget ved Watergate, 11. september, oprørene i Mellemøsten - det kan man betegne som historisk. Men et håndboldnederlag?

Jeg ser og hører det også mange steder i virkeligheden og på nettet, hvor nogle folk næsten lader til at konkurrere med hinanden om at finde de mest kraftfulde udtryk - hvad enten kraften så ligger i indholdet eller i udtrykkets unikhed. Med sidstnævnte tænker jeg især på den - i mine øjne - overdrevne trend med at hive "gammeldags" udtryk frem og bruge dem uhæmmet, som om kendskabet til dem i sig selv giver sproget mere fyndighed og får afsenderen til at fremstå mere intellektuel. Udtryk som "at leve som grever og baroner", "vor herre til hest" eller "knippelgod idé" er blandt dem, jeg ser og hører for tiden, og som jeg efterhånden er ved at få spat af.

Jeg ved det godt; som Dansk-cand.mag. burde jeg glæde mig over, at sproget - også det lidt ældre af slagsen - bliver brugt. Men når udtryk som "sibirisk kulde" og "historisk" bliver brugt til at give hverdagsagtige begivenheder en helt urimelig kraft, så synes jeg faktisk, det er latterligt - og respektløst over for de mennesker, der rent faktisk dør af kulde ude i verden lige nu, eller dem som har befundet sig midt i de mellemøstlige oprør.

Jeg siger ikke, at fordi andre har det værre end os, så må vi ikke beklage os. Jeg synes bare, at ordene kunne vejes noget bedre.
Og koldt? Ja, gu fanden er det koldt i dag. Og det er fint med mig, at folk klaprer tænder og har ondt af sig selv, når de skovler sne eller venter på bussen. Det gør jeg også selv. Men sibirisk kulde - det har vi trods alt ikke endnu.

Når jeg ikke lige klynker, går det faktisk vældig godt!

2012-01-29T13:48:00.001+01:00

For eksempel har jeg været til jobsamtale på et rigtigt job her i torsdags. Jeg går stadig og venter på svar, men uanset, om det bliver mig eller ej, så var det en meget positiv oplevelse.

Derudover går det også fint med mit løntilskudsjob, synes jeg. Der er selvfølgelig stadig en masse at lære, og jeg skal finde en måde at prioritere opgaverne på. Men der er i hvert fald noget at se til - og det er dejligt! Det eneste, der ærgrer mig lidt, er, at der lige nu er nogle laaaaaange processer i forhold til det, jeg laver (det skal godkendes af en masse folk). Så der er endnu ikke kommet nogen tekster ud. Det håber jeg, snart sker. Men jeg har fået ros for mine skriverier, og det er rart.

Og så har jeg gjort den opdagelse, at jeg faktisk har ret meget energi, når jeg kommer hjem, i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Det er også dejligt - selv om terapeuten i min behandling siger, jeg skal prøve at mærke mig selv mere (underforstået: jeg kører på en bølge af distancering). Det kan hun måske nok have ret i. Men jeg vil altså også have lov til at nyde det - så det gør jeg :)

Kære faste læsere

2012-01-24T18:43:00.000+01:00

I er de bedste faste læsere i hele verden!
Jeg holder meget af at se jeres små profilbilleder på min blog, fordi det får mig til at føle mig påskønnet.
Tusind tak for det :)

Kærlig hilsen
Reke

Følelser på papir

2012-01-21T23:15:00.000+01:00

Det bedste ved at tegne ansigter er at lege med følelsesudtrykkene. En lillebitte skygge kan forvandle et udtryk fra afslappet til anspændt, fra bekymret til glad, fra vred til sindssyg.

Nu har jeg tegnet den her.

Hvordan tolker du udtrykket?

En darling

2012-01-17T20:15:00.000+01:00

Jeg tog min messingskønhed frem i går efter (det er pinligt) et års hengemthed.

Engang var det mit mål at blive musiker, og jeg købte saxofonen for en stor del af de penge, jeg tjente i mit job efter gymnasiet.

Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg prøvede den for første gang hos forhandleren. Det var virkelig som en drøm; klangen, vægten, den smukke børstede overflade...
Tanken om, at en anden skulle komme og købe den før mig, var næsten uudholdelig.

Men der kom ikke nogen før mig, og da jeg havde de 30.000 kr., som sådan én koster, tog min far og jeg til Aarhus og hentede den.
Det var en helt speciel dag. Det kan stadig give mig kriller i maven at tænke på det.

Det var dejligt at spille igen, om end teknikken er blevet lidt rusten. Altså min teknik. Saxofonen fejler ikke ikke det mindste.

Klynk

2012-01-16T21:07:00.000+01:00

Jeg hader klynk, men jeg klynker alligevel. Og jeg skriver bevidst "klynk", før nogen andre tænker det. Så ved I, at jeg ved det...

Jeg er forvirret. Mine tanker kredser om eksistentielle spørgsmål. Jeg har lyst til at tude, jeg har lyst til den lettelse, det giver at give slip.

Jeg føler, jeg klynker i terapien uden at have noget at klynke over. Jeg kan ikke formulere mig, så andre forstår det. Jeg kan ikke fortælle om de ting, der rører mig allermest lige nu. Fordi det er alt, alt, alt for privat. Privat som i, at det er mig.

Meget er så godt lige nu. Mit job, min mand, alle vores dyr, huset, min skrivning, mine venner... Men jeg er ved at blive kvalt.

Sygedag og noget om at tage sig selv seriøst

2012-01-09T14:00:00.001+01:00

Mit kække "i morgen går det løs igen" i sidste indlæg, blev manet til jorden.

Jeg var igen skidt, da jeg vågnede i morges, og endte efter lange overvejelser med at melde mig syg til både arbejde og terapi.

Jeg hader det lidt, det dér med at melde sig syg. Med mindre der er meget håndfaste "beviser", så som opkast eller et rødglødende termometer. Ellers føler jeg mig lidt som en snydepels, en svagpisser, en udnytter, en doven hund, en... osv....
Endnu værre er det, hvis jeg oven i købet får noget fornuftigt ud af min sygedag. Så føler jeg mig virkelig moralsk forkastelig.

I morges var der kun en temmeligt påtrængende kvalme (nej, ikke dén slags morgenkvalme), som ikke ville forsvinde efter et glas vand og en gåtur med vuffi.

Nu - her kl. lidt i to - er jeg stået op. Og det lyder fjollet (nej, ikke fjollet, snarere absurd), men jeg er lidt lettet over at kunne konstatere, at jeg har en lillelillebittemikro smule feber, og at svimmelheden fra i fredags er kommet tilbage.
Så har jeg mit "på det rene". Også i tilfælde af, at jeg rent faktisk kommer til at nyde min sygedag.

Det der med at tage sig selv seriøst... Der er vist stadig arbejde at gøre!

Jeg tror, jeg skal passe på

2012-01-08T22:18:00.000+01:00

Ugen har været hektisk, og jeg tror, jeg skal passe på.

Min nye arbejdsplads er stadig ganske fantastisk, og det lader til, at der er brug for sådan en som mig. Det er spændende at sidde ved bord med dem, der tager beslutninger, og det er dejligt at arbejde sammen med folk, som er dygtige og engagerede.

Efter arbejdstid i fredags tog jeg til skrivegruppe. Det var at tage munden for fuld. Efter et par timer måtte jeg tage hjem; fyldt op af træthed, kaffestress og (skulle det vise sig) sygdom.

Så weekenden er primært gået med afslapning, søvn og forsøg på at komme ovenpå, før det i morgen går løs igen.

Jeg er glad for jobbet, det skal der ikke herske tvivl om. Men jeg tror, jeg skal passe på mig selv, så det ikke vælter mig. Det ville være for surt!

Træ

2012-01-04T22:13:00.000+01:00

Det var dog fantastisk!

2012-01-02T20:56:00.000+01:00

Første arbejdsdag i dag - og jeg er stadig helt paf over, hvor fantastisk det sted er. Folk er simpelthen så søde og imødekommende, og taget i betragtning, at det er min første dag, føler jeg mig overraskende tryg og afslappet.

Tak :)

I morgen

2012-01-01T19:40:00.000+01:00

Jeg vil ikke skrive "godt nytår"-indlæg. Ikke at jeg ikke ønsker jer alle sammen et fantastisk år, men... ja, jeg synes altså, det er lidt kedeligt at læse "Godt nytår" på størstedelen af alle facebook-opdateringer samt som overskrift på flere af dagens og gårsdagens blogindlæg. Så I må nøjes med dette dobbelt-negerede ønske her fra mig. Måske det bliver anderledes til næste år ;O)

I morgen starter jeg på mit nye arbejde. Jeg er mildest talt meget spændt. Min forkølelse er heldigvis på tilbagetog, så jeg satser på at være rimelig frisk, når jeg skal møde i morgen tidlig.
Dagen starter med en times nytårskur for hele forvaltningen. Jeg synes, det er en rigtig god idé på den måde at starte det nye år med et boost.
For mig personligt er det dog noget angstprovokerende: Tænk at skulle tilbringe den første time på ens nye arbejde med at "mingle" med en masse mennesker - hvoraf jeg kender rundt regnet: 0
Men jeg har besluttet mig for at tage en dyb indånding. Det skal nok gå.

Jeg prøver at holde fokus på nutiden og på den nære fremtid i stedet for at tænke laaaaaangt frem i tiden. Jeg prøver at lade være med at tænke, at jeg skal kunne klare det hele, og i stedet fokusere på, at dette er en mulighed for at lære nyt, for at finde ud af, hvad jeg kan holde til - og for at finde en vej ind på arbejdsmarkedet.

Min chef fik i øvrigt kendskab til min borderline-diagnose, da han skulle underskrive den blanket, som skal give dem lønkompensation, når jeg render til terapi. Han blev lidt overrasket - ikke på en negativ måde, mere sådan "du virker da ellers meget normal"-agtig - og jeg fik lejlighed til at joke lidt med det og desuden sige det, som det er: Det er sandsynligvis ikke noget, de kommer til at mærke noget til i mit arbejde.
Det var rart at få det ud i æteren med det samme.

Så nu må jeg se, hvad der sker i morgen. Der er ikke andet for - og det er i virkeligheden nok godt nok.

PS: Godt nytår, alle sammen!

Noget om verdensherredømmet

2011-12-30T13:54:00.001+01:00

Jeg vil gerne kontrollere verden, sådan så tingene sker præcis sådan, som jeg gerne vil have dem.

F.eks. vil jeg gerne have, at når min mand kommer hjem fra arbejde, så kan jeg sidde ved spisebordet og skrive, mens han sidder i sofaen og ser de gamle afsnit af Beverly Hills. Ikke fordi han kan lide at se Beverly Hills (nyt eller gammelt), men fordi jeg selv bliver hamrende nostalgisk og dermed glad, når det kører, og samtidig føler jeg mig meget arbejdsom, fordi jeg laver noget (skriver) mens min mand bare slapper af og hygger sig...

Jeg fortalte ham det forleden, og vi kom begge til at grine. For selvfølgelig er det langt ude, at jeg tænker sådan. Og selvfølgelig er det heller ikke sådan, det er i virkeligheden. Men det er et meget godt billede på, hvordan min hjerne fungerer: Jeg har en god forestillingsevne, og med den skaber jeg nogle idealbilleder af mit liv.

Men for det første er idealbillederne ofte temmeligt egoistiske og handler mest om, hvordan jeg tænker/føler - jævnfør Beverly Hills-eksemplet.

For det andet er mange idealbilleder selvmodsigende eller "selvophævende".

Et eksempel herpå er, når jeg forestiller mig, at jeg åbner en julegave fra min mand og bliver meget glad og overrasket. Det kan såmænd være fint nok.
Problemet er, at min hjerne kværner derudaf med tanker om, hvad jeg ville blive overrasket over. Jeg analyserer og gennemtænker diverse muligheder - og når jeg så endelig får gaven, er forestillingen om at blive overrasket blevet til en forventning om at blive overrasket. Evt. har jeg også delvist regnet ud, havd jeg får. Og så er overraskelsen altså ikke så stor...

Og et andet - meget paradoksalt - eksempel er, at jeg nogle gerne vil bestemme, at jeg ikke vil bestemme...

Selvfølgelig er det belastende. Jeg ville nogle gange ønske, jeg kunne sætte min hjerne på stand-by, når det gælder bestemte emner. I andre tilfælde - for eksempel når jeg skriver, eller mens jeg studerede - er de analytiske evner en gave.

Har du det også sådan?

Sur og gal

2011-12-29T17:53:00.004+01:00

Jeg får spat og har lyst til at sparke og slå og bide og rive og brænde og skære og alt andet, hvad der kan forvolde skade på et-eller-andet.

Jeg er ved at blive syg. Sådan med hævede mandler, kriller i halsen og tilstoppet næse. Og hvis der er noget, jeg kan blive tosset i låget af, så er det netop hævede mandler, kriller i halsen og tilstoppet næse!

Så efter jeg var gået i seng i går, forløb tiden nogenlunde sådan her:

1: Læse.
2: Lægge mig til at sove.
3: Opdage begyndende kriller i halsen.
4: Stå op og hente et glas vand.
5: Opdage mere kriller i halsen.
6: Tænke på min søsters meget billedlige beretning om, dengang min svoger havde strubehovedbetændelse og ikke kunne trække vejret og måtte indlægges og intuberes.
7: Hente Mucoangin-tabletter i skabet og håbe, de vil virke.
8: Tænke lidt mere på min svogers vejrtrækningsproblemer og på, hvor fantastisk det ville være lige nu, hvis jeg fik en iltmaske.
9: Indstille på min seng.
10: Overveje at lave lidt mindfullness for at slippe for tankemylderet.
11: Komme i tanke om, at første trin i mindfullness er at fokusere på sin vejrtrækning.
12: Droppe idéen om mindfullness og være sur over det.
13: Tænde for tv'et i håb om at falde i søvn til det.
14: Vågne til tv'et med begyndende spændingshovedpine.
15: Tænke på alt det, jeg kunne have brugt tiden til, når jeg alligevel ikke kan falde i søvn.
16: Vågne ved, at tv'ets timer udløber.
17: Tænke på de tilfælde, hvor man ikke kan intubere, men er nødt til at skære hul ind til luftrøret.
18: Tænde for tv'et igen.
19: Tænke på, hvad en person i respirator mon tænker om det at trække vejret.
20: Spekulere på, om jeg droppede medicinen mod tankemylder for tidligt.
21: Konstatere, at Mucoangin-tabletten er holdt op med at virke og komme i tanker om, at man kun må spise nogle få af dem om dagen.
21: Være gal, sur osv.

Klokken var 3-4 stykker, før jeg faldt i søvn.

I det mindste har jeg har fri her mellem jul og nytår. Men kæft, hvor jeg hader at være forkølet!

Nu går jeg ud og laver noget suppe!

En gammel gave

2011-12-26T14:59:00.004+01:00

Jeg elsker at få julegaver, og jeg elsker at give julegaver.

Ud over selve gaverne, er det stemningen omkring gaveåbningen; spændingen, de små anekdoter om, hvor længe man ledte efter dette eller hint, grinene, når man åbner den fjerde pakke med samme indhold, overvejelserne om, hvor vidt man helst vil beholde den ene eller den anden farve, stoltheden over hjemmelavede ting, følelsen af, at nogen lige har ramt plet... osv... Med andre ord: Gavegiveri er årsag til en masse positiv energi.

Jeg har en bog, som min (nu afdøde) farmor gav mig i julegave for mange år siden.
Bogen er skrevet af Selma Lagerlöf og hedder Kristuslegender. Den er indbundet i mørkt ruskind, og på den første blanke side har boghandleren møjsommeligt skrevet prisen (5,75) og datoen (24/8 -37) med blyant.

På titelbladet har min farmor skrevet sit navn. Sit pigenavn, vel at mærke. På en anden side ligger det kort, der fulgte med, da jeg fik bogen: Med det lille pressede blad, som min farmor havde klistret på, og med hendes karakteristiske snørklede skrift, der fortæller, at bogen har været hendes, og at den egentlige julegave er et abonnement på Anders And-blade.

Anders And-bladene ved jeg ikke længere, hvor er. Men bogen tager jeg frem hver lillejuleaften, når jeg er gået i seng, og læser i den.
Ironisk nok handler den første historie om forfatterens farmor, der fortæller om Jesu fødsel. Så mindes jeg min egen farmor og glæder mig til juleaftensmagien.

Min farmor var i øvrigt uddannet bibliotekar, så hun har selv haft et specielt forhold til bøger.

Sur alf

2011-12-22T15:07:00.000+01:00

Som lovet: Den nyeste tegning. Denne gang inspireret af en julemandsdokumentar i fjernsynet sammenlagt med mindre godt humør hos mig.

Resultatet blev denne sure alfe-mand:

Fridag

2011-12-22T02:14:00.000+01:00

I morgen (efterhånden er det egentlig i dag) har jeg fri. Ja, altså, jeg skal have sendt en jobansøgning af sted, men ellers skal jeg ingenting i løbet af dagen.

Så i morgen (hvilket i denne sammehæng betyder: Når jeg har sovet) vil jeg benytte mig af tiden til at lægge min nyeste tegning ind på bloggen. Og så vil jeg skrive videre på min roman.

Jeg er glad.

Hjertet og andet

2011-12-19T20:49:00.000+01:00

Hjertet blev poppet på plads igen med en pille, og min mand kom hjem dagen efter - efter at endnu en ultralydsundersøgelse bekræftede, at hjertet er sundt og fint.

Hvis det er noget, der bliver et ofte tilbagevendende problem, kan man lave en enkel operation, hvor de signalceller, der laver den forkerte strøm i hjertet, brændes med en elektrode. Det lyder voldsomt, men skulle som sagt være enkelt - og virksomt.

Men nu til noget andet

---

I januar skal jeg starte i løntilskudsjobbet ved kommunen, og jeg glæder mig rigtig meget - blandet med spænding. Men glæden fylder mest, og det er dejligt :)
Jobbet er på 30 timer (minus nogle ugentlige timers sygemelding pga. terapien). Desuden fortsætter jeg med 5 ugentlige timer med mit nuværende deltidsjob, som jeg er rigtig glad for.
Det bliver selvfølgelig en stor mundfuld med alle de timer, men sådan er det. Det skal jo prøves :O)

---

I lørdags havde vi besøg af et vennepar til kaffe. De var ved at rydde op og ud i deres kælder - og tænk sig: Så havde hun taget disse fine gamle kagedåser og bordskånere med til mig:

Jeg har i forvejen den matchende kagedåse i nummeret større, så dette var jo bare herligt. Jeg ved godt, jeg reelt ikke har brug for det... men man er vel samler :o)

---

Julen. Uh, jeg glæder mig til jul! Jeg har valgt at tage ferie fra jobsøgningen mellem jul og nytår, så det bliver skønt ikke at have det hængende hele tiden.
Jeg synes, jeg har godt styr på julen i år. Det er dejligt.

---

Temmelig rodet indlæg, jeg ved det. Men jeg syntes lige, jeg trængte til at opdatere jer om lidt af hvert. Så bær over med mig :)

Dikdikkedikke...dikke...dikdikdik...dikkedikkedikdikdikdikdikke...dik...dik...dik...

2011-12-15T00:13:00.000+01:00

Overskriften er et forsøg på at efterligne min kære mands hjerterytme, som den var i formiddags.

Tænk sig: Han var netop i går til kontrol efter det atrieflimmer, han oplevede i starten af november. Kontrollen viste, at alt var fint. Men i morges begyndte det igen.

Han havde fået at vide, at hvis han oplevede det igen, men ikke havde andre symptomer end uregelmæssig puls (svimmelhed, smerter, hovedpine osv.), skulle han vente og se, om det ikke "hoppede" på plads af sig selv.
Efter nogle timer var der stadig bøvl med det, og han begyndte at blive svimmel. Så jeg hentede ham fra arbejde, og vi kørte ud på skadestuen.

Nu ligger han igen på hjerteafdelingen. Han har fået blodfortyndende medicin og samme rytmestabiliserende pille som sidst, og den har også haft en effekt, men det er ikke helt i orden endnu, så han skal blive der i nat.

Jeg har ikke været så bekymret denne gang. Vi fik jo at vide sidst, at det ikke er farligt, når blot man tager affære. Meeeeeen... det sniger sig ind på mig efterhånden. Det SKAL altså bare helst fungere af sig selv, sådan et hjerte.

Nu synes jeg godt snart, december må vise sig fra sin afslappede side :)

Blæst

2011-12-09T08:11:00.000+01:00

Der er blæst i mit liv lige nu, synes jeg - ikke bare konkret pga. stormvejret, men også pga. en masse ting, der sker.

Der er selvfølgelig den sørgelige del - med marsvinene. Det fylder.
Men der er også gode ting.

F.eks. går det stadig godt med mit phoner-arbejde. Det er dejligt.
Og f.eks. har jeg fra januar fået bevilget et løntilskudsjob som kommunikationsmedarbejder ved kommunen her. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Så det er ikke, fordi alting går op i tristhed. Lige nu fylder det blot godt op i mit hoved - også de gode ting. Men det er vist meget normalt for sådan én som mig.

Så den forestående weekend er varmt velkommen :)

(Og gerne med blæst udenfor, mens jeg hygger indenfor sammen med min mand, dyrene og en varm kop the :) )

Farvel til Ingeborg

2011-12-08T14:47:00.000+01:00

Mit søde marsvin, Ingeborg, døde i går :(

Det er Ingeborg forrest og Stritter bagerst

Hun var syg i en uge med vejretrækningsbøvl og vægttab. Hos dyrlægen fik vi noget medicin til hende, og jeg sad meget med hende på en varmepude og fodrede hende med opblødt foder og gav hende vand. Men det hjalp altså ikke.

Fordi det ikke er så lang tid siden, at Hulda døde, er Ingeborg blevet sendt til obduktion, så de kan undersøge dødsårsagen. Hvis det er noget smitsomt, skal der jo tages højde for det i forhold til de andre syv.

Sov godt, Ingeborg.

Det går godt

2011-12-02T19:56:00.000+01:00

Det går godt for tiden.

Jeg har fået tilføjet en ny funktion på mit (deltids)-arbejde som phoner.

Først var det en forespørgsel, der virkede enormt skræmmende på mig (jeg bryder mig ikke om at ringe til fremmede, bryder mig ikke om at forstyrre og tænker generelt ikke på mig selv som specielt kontaktsøgende), men efter at have tygget lidt på det, tænkte jeg, at det måske var en udmærket måde at træne mig selv lidt.

Og faktisk har det vist sig, at jeg er ret god - ikke for påtrængende og (efter lidt overvindelse) heller ikke for opgivende. Så jeg får skabt nogle kontakter, som sælgerne så skal følge op på.

Indtil videre er det ikke mere end 12-15 timer om ugen fordelt på fire dage, hvilket ikke er nok til, at jeg kan undvære de supplerende dagpenge. Men det er fedt at lave noget, hvor ens indsats bliver værdsat. Og jeg kan mærke, at det smitter af på resten af min tid: Jeg har mere overskud, får gjort flere ting, får en bedre dagsrytme.

I sidste uge havde jeg en lang dag om torsdagen (9-16). Dér kunne jeg mærke, at det havde været for meget: Om aftenen fik jeg det skidt (lettere angst/stress-symptomer) og måtte melde fra til kor-øvning. Fredag (hvor jeg havde fri) blev brugt til opladning.

Jeg ved ikke, om jeg vil kunne klare at have et fuldtidsjob, men lige nu er det det, jeg går efter. Og skulle det så vise sig ikke at du, må jeg tage den derfra.

Men for tiden går det altså godt :)

Skindluffer vol. 2

2011-11-25T22:11:00.000+01:00

Mine fingerspidser er noget medtagne, men nu er projekt lav-en-højre-luffe-om-til-en-venstre færdigt.

Jeg besluttede mig for at komme helt ny for i. Og jeg synes faktisk, resultatet er blevet meget federe end de originale luffer.

Og ja - nu er der én til hver hånd :)

Find en fejl

2011-11-23T15:47:00.000+01:00

For "/#€&/"%"%&/"%! da også!

Har du fundet fejlen på billedet her? Jeg fandt den i morges, da jeg havde taget lufferne med og ville tage dem på, mens jeg skyndte mig for at nå bussen...

Lunt og lækkert genbrugsfund

2011-11-22T20:05:00.002+01:00

Hvor heldig har man lov at være?
Luffer som disse i ruskind med pelsinderside er svære at opstøve i genbrugsforretningerne. I dag fandt jeg dette par - til sølle 10 kr!

Faktisk har jeg et par i forvejen. Men som hæklede tæpper og gamle kagedåser falder de klart under kategorien "ting, man ikke kan få for mange af" - i hvert fald ikke, når de er så billige som her.

Scrooge

2011-11-17T17:07:00.001+01:00

Ja, minder han ikke lidt om en nærig Scrooge fra Dickens Et juleeventyr?

Han er tegnet med blyant:

De dejlige dyr

2011-11-17T13:59:00.002+01:00

Det gør ondt at miste et dyr.

Hele dagen i går var mærkelig. Det lyder måske fjollet, men sådan et lille kræ fylder altså meget i ens bevidsthed. Eller... i hvert fald i min bevidsthed.

I dag føles det bedre. De andre svinepelse virker glade, og Sille er også glad og fuld af spilopper.

Oscar er enormt nysgerrig og ikke bange for ret meget. Og Sille nyder, at der er én af svinepelsene, som ikke løber væk, når hun kommer og vil snuse - tværtimod.

Eri er lidt skeptisk ved at skulle lege fotomodel.

Græs og mælkebøtter er et hit - og supersundt for dyrene. Der er få ting i verden så beroligende som marsvine-gumlelyde.

Billedet viser kun halvdelen af buret/burene, som består af to sammensatte PAX-skabe fra Ikea - med modifikationer.

Farvel til Hulda

2011-11-16T07:04:00.001+01:00

Min søde lille Hulda døde i nat.

I går eftermiddags var hun ikke med fremme ved burkanten, da jeg kom med grønt - meget usædvanligt.

Jeg konstaterede, at hun var ret slatten, og skyndte mig at ringe til dyrlægen.
Men ud over nogle øjenproblemer og en lidt oppustet mave, kunne han ikke finde noget.

Vi behandlede øjet og maven og gav hende opblødt mad i munden med en lille sprøjte. Det virkede bare, som om hun ikke ville eller kunne synke det.

I morges lå hun død i buret, kun 2 år og otte måneder gammel.

Hulda var "egen avl", forstået på den måde, at hendes mor (Ingeborg) var gravid, da vi fik hende og to andre marsvin fra et internat. Af samme grund ved jeg ikke, om Hulda og hendes søster Hilda (som vi også har) er resultatet af indavl - med deraf følgende svageligheder.

Men det gør det ikke mindre trist :( :( :(

Sov godt, Hulda.

Nye ansigter

2011-11-08T22:15:00.000+01:00

Så er der kommet to nye blyantsansigter til:

Når dikkeværket går berserk

2011-11-02T20:54:00.001+01:00

Dagen i dag har jeg tilbragt på hjerteafdelingen på Kolding Sygehus sammen med min mand.

Han vågnede i morges og var svimmel og opdagede, at hans hjerte slog "mærkeligt".

Efter et vagtlægebesøg blev han indlagt på sygehuset med diagnosen hjerteflimmer (atrieflimmer). Det, det betyder, er, at hjertet slår uregelmæssigt. Pulsen ryger op og ned uden nogen synlig grund, fordi det ene hjerteforkammer er kommet ud af takt med resten.

Lægen har forsikret os om, at det ikke er farligt (en ultralydsundersøgelse bekræftede, at hjertet er sundt og raskt), at mange oplever det, men at hjertet selvfølgelig skal tilbage til den normale rytme. Når det slår på denne her måde, står noget af blodet stille i forkammeret, og det kan danne blodpropper. Derfor har han også fået blodfortyndende medicin.

Rytmen kan stabiliseres ved hjælp af medicin. Han har fået en pille, som i løbet af 10-12 timer gerne skulle virke. Og ellers kan man give stød under narkose.
Han skal være indlagt, indtil rytmen er normal og har været det i nogle timer.

Min mand har det nogenlunde godt. Han har ikke ondt og er ved godt mod. Godt nok besvimede han under aftensmaden på sygehuset (han skulle nok være blevet i sengen og ikke gået i spisesalen). Bortset fra lidt ondt i hovedet efter faldet (de tjekker for hjernerystelse), betyder det dog ikke andet end, at han har "overanstrengt" sig.

Vi regner med, at han kommer hjem i morgen.

Og mig?
Jeg har været mentalt "på" i dag. Ikke på den overdrevent bekymrede måde - nej, faktisk har jeg forholdt mig ret roligt og ustresset. Vagtlægen og personalet på sygehuset har virket meget professionelle. Jeg har været tryg ved, at de har styr på det.

Nu, hvor jeg sidder herhjemme, kan jeg dog godt mærke bekymringen snige sig frem. Min søster spurgte i telefonen, om jeg troede, jeg kunne sove i nat. Jeg sagde ja, men siden er jeg blevet mere og mere urolig. Måske er det forskrækkelsen, der langsomt indfinder sig...?

I hvert fald slår mit hjerte også lidt anderledes end normalt lige nu.

prøv og snus

2011-11-01T08:45:00.001+01:00

prøv og snus siger du og stikker hovedet ned i mosevandet
mens jeg overstadigt klapper i takt
til lyden af de billeder du maler
det her kunne være en pragtfuld kulisse
i en roman eller det der er værre
men alt jeg ser er din bagdel
frodigt vejrende i morgenluften

og klokkens ottehed slår slasket som en dunhammer

flonk flonk

mod min tinding

hvorfor fejrer vi det der forgår?

min poetiske åre

2011-11-01T00:16:00.000+01:00

tir 00.00

nu skal der eddermaneme digtes igennem

jeg skærer lige hul på min poetiske åre

og søler dig ind i hjerteblod

sådan.

Jeg, et overskudsmenneske

2011-10-30T18:01:00.000+01:00

I dag har været en overskudsagtig dag - startende med den ekstra vintertidstime, som jeg ser frem til hvert eneste år. Jeg ved godt, at de i medierne taler om, at det er spild af tid, og at det er bøvlet for landmænd og småbørnsforældre.
Men for mig, som er udpræget B-menneske og hverken har børn eller køer, er det intet mindre end en gave.

Til frokost kom min bror og svigerinde. Jeg havde bagt langtidshævet brød, lavet hummus, stegt minifrikadeller, lavet laksesalat med rygeost, forårsløg og bacon, hønsesalat med bacon samt grøn salat.

Til aften skal vi have helstegt kylling (økologisk tilbud hos Rema) fyldt med løg, æbler og timian og vædet med hjemmelavet æblemost. Dertil grønne linser og resten af salaten fra frokost.
Bagefter skal der pilles skrog, så der f.eks. kan blive til en gang kyllingerisotto en anden dag. Selve skroget skal i fryseren og gemmes til fond.

Åh!
Jeg, et overskudsmenneske!

Glad minimalisme vol. 2

2011-10-25T18:59:00.000+02:00

Så fik jeg endelig taget tråden om den glade minimalisme op igen.

Som jeg skrev tidligere, så har jeg en påstand om, at det er meget svært - for ikke at sige umuligt - at formidle utvetydig glæde gennem den minimalistiske skrivestil.

Men det kræver selvfølgelig et forsøg.

Nu er jeg ikke selv super-minimalist, og min øvelse herunder har nok nogle stilmæssige fejl. Men jeg har forsøgt at bevare minimalismens "neutralitet" i en situation, jeg husker som behagelig.

Teksten er denne:

Lørdag eftermiddag

Noget kilder på min arm. Jeg åbner øjnene og drejer blikket mod venstre uden at bevæge hovedet. En flue. Dens lille snabel pikker mod min hud i synkopiske rytmer. Stopper. De trådtynde ben sætter i bevægelse, den kravler opad mod min skulder og lidt til højre, standser på det yderste af mit kraveben og giver sig til at soignere sine vinger. Jeg virrer med armen, og fluen flyver væk.

Min anden arm ligger under hovedet. Jeg kan ikke mærke den, andet end en let kølighed omkring albuen.

Gardinet blafrer ind i rummet.

Der er lyde udenfor: Fuglekvidder. Børn, der råber. En plæneklipper. Hjemisbilens ding-ding-ding. Gøende hunde. Knallerter.

Og lugte: Grillkul og noget, der kunne være syrener.

Jeg trækker vejret dybt ind. Mærker mavemuskulaturen arbejde. Lungerne. Mellemgulvet. Bækkenbunden. Jeg spænder balderne og strækker benene ud. Vrikker med fødderne og tæerne, føler stivheden fortone sig.

Jeg løfter hovedet en smule. Straks breder der sig en prikken i den højre arm fra albuen og ud i ringfingeren. Prikken bliver til snurren, som bliver til kildren, som bliver til en næsten uimodståelig trang til at bevæge sig. Jeg ligger stille, indtil armen giver et spjæt, der får det til at gyse hele vejen ned ad ryggen. Jeg lader hovedet synke igen. Først isner det i armen. Så indfinder bedøvelsen sig. Jeg puster ud. Lukker øjnene. Det er lørdag eftermiddag.

Så langt, så godt. Men nu er du sikkert også påvirket af min "projektbeskrivelse". For hvem siger, at situationen ovenfor kun kan tolkes positivt?

Som et forsøg kunne man give den en anden titel. Prøv f.eks. at læse dette:

Depression

Min anden arm ligger under hovedet. Jeg kan ikke mærke den, andet end en let kølighed omkring albuen.

Gardinet blafrer ind i rummet.

Der er lyde udenfor: Fuglekvidder. Børn, der råber. En plæneklipper. Hjemisbilens ding-ding-ding. Gøende hunde. Knallerter.

Og lugte: Grillkul og noget, der kunne være syrener.

Set med mine øjne, ændrer det teksten totalt. Selv om ordene er de samme, gør den nye titel, at det, jeg før tolkede som "hvor-er-det-skønt-bare-at-ligge-og-være-til-stede-i-nuet-uden-at-skulle-noget" bliver til en depressiv persons forsøg på at mærke sig selv.

Min påstand er, at man ikke kan formidle utvetydig, umiddelbar glæde, når man er begrænset til minimalismens sanseindtryk. Selv om sansningerne kan være positive, vil stilens nøgternhed altid give dem et tænksomt/længselsfuldt/distanceret/hemmelighedsfuldt præg. Og så synes jeg, det umiddelbare forsvinder.

Men jeg hører meget gerne andre argumenter - eller endnu bedre: Eksempler på tekster, hvor det rent faktisk lykkes.

Makeover af tændbrikbøtten

2011-10-23T23:01:00.003+02:00

Da mine forældre købte en gasgrill, fik vi denne bøtte med tændbrikker, som jeg - meget imod min hulebosagtige "me-make-fire"-ånd - har indviliget i at bruge i brændeovnen:

Som det ses, er bøtten ikke specielt køn.

Jeg kunne selvfølgelig bare have hældt tændbrikkerne over i en af mine mange fine kagedåser, men jeg havde mere lyst til at beklæde den med noget.

Så jeg tegnede disse to "zendoodles"...

...og limede dem på bøtten.
Det overskydende papir bukkede jeg om på indersiden af bøtten, så kanten blev pæn.

Her er den "nye" bøtte fra forskellige vinkler:

I morgen skal den vist lige have en gang spraylak for holdbarhedens skyld.

Ansigter

2011-10-11T22:05:00.001+02:00

Jeg har tegnet flere ansigter.

De første to her er lidt i samme stil som de to første (se her og her), om end graden af karikatur er forskellig. Det er hyggeligt og meditativt at tegne på denne måde, fordi man langt hen ad vejen ikke behøver tage hensyn til korrekt anatomi. Og de "usikre" streger kan danne grundlag for unikke udtryk. Det kan jeg godt lide.

Efter blyantsgnideriet trængte jeg til noget tuschtegning. Så jeg lavede et hurtigt ikke-karrikeret (i hvert fald ikke intenderet karikeret) ansigt mere med tuschpen (eller hvad det nu hedder):

Man skal ikke kaste med sten...

2011-10-11T13:05:00.000+02:00

"Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus".

Det er umiddelbart et meget fornuftigt ordsprog. Men også meget... tja... merkantilt, meget "noget-for-noget"-agtigt.

Den humanistiske udgave af det, må være: "Man skal ikke kaste med sten."
Punktum.
Og hvorfor skulle man også?

Tænk, hvis folk generelt levede efter det nederste princip.
Tænk, hvor rar verden ville være.

Rod

2011-10-06T03:11:00.004+02:00

Det er længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Jeg har ikke rigtigt kunnet samle mig. I stedet har jeg tegnet og lagt tegningerne herind. Det er lissom nemmere.

Men nu syntes jeg alligevel, I måtte trænge til en opdatering, så here goes:

Jeg er raskmeldt. Mine sygedagpenge ville alligevel udløbe snart, og jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt. Så nu har jeg rodet mig ud i de arbejdsløses verden. Indtil videre er den ikke så meget anderledes end de sygemeldtes - altså bortset fra en masse skemaer, der skulle udfyldes, bekymringer, jobansøgninger og snart også det første møde på jobcentret.
Nårh jo: Og så har jeg fået mit gamle studiejob igen. Det er kun få timer om ugen, men det er nu rart alligevel.

Terapien går som terapien går. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den. Men det er nok meget godt. Jeg ved nemlig godt, hvorfor jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om den: Det er, fordi der sker noget. Noget, som er ubehageligt for mig. Noget, som prikker til alt det, jeg ikke bryder mig om. Og det bryder jeg mig ikke om. Men det er nok sådan, det skal være.

Når jeg ikke har skrevet her på bloggen længe, tror jeg, det handler om, at jeg er forvirret for tiden. Jeg har svært ved at finde et ståsted, svært ved at finde ud af, hvor jeg er, hvad jeg kan lide.
Og så savner jeg min søde veninde, som har en masse dæmoner at kæmpe med, og som derfor ikke har det store overskud for tiden. Jeg savner hende, og jeg føler med hende. Jeg bliver så gal og ked af det på hendes vegne - gal på den fucking sygdom, der tærer så meget på hende. Og ked af det, fordi jeg delvis ved, hvordan det er. Og fordi jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe, men ikke kan det (hvilket vel ligger i formuleringen ville ønske).

Mit indlæg blev noget rodet - og er dermed et godt billede på, hvordan jeg føler mig for tiden.
Jeg vil dog lige slutte af med en ny ansigtstegning, tegnet med blyant:

PS: Jeg kastede for lang tid siden en bold op i luften angående glad minimalisme. Jeg har ikke glemt den. Den blev bare kastet meget højt og tager tilsvarende lang tid om at komme ned.

Tegningsselvsving

2011-09-27T14:04:00.000+02:00

Jeg er gået temmelig meget i selvsving med de dér tegninger. Så her kommer endnu én af slagsen.
Den er tegnet med blyant, tuschpen, farveblyanter og sprittusch.

"Tsk tsk!"

2011-09-20T16:06:00.001+02:00

Tegnet med blyant.

To nye tegninger

2011-09-18T23:08:00.002+02:00

"En bunke spunk"

Sprittusch og tuschpen.
Tegnet efter zendoodle-princippet.

Uden titel

Sprittusch, tuschpen, rødbede og blyant.
Baggrunden skal nok være grå i stedet for sort, men jeg havde ikke lige noget passende til dét formål.

Egentlig er jeg glad

2011-09-16T00:52:00.001+02:00

Egentlig er jeg glad efter valgresultatet.
Egentlig er jeg glad efter mødet med min sagsbehandler.
Egentlig er jeg glad for alle de æbler, vi samlede sammen i dag.
Egentlig er jeg glad for, at det snart er weekend.
Egentlig...

Bad

2011-09-12T22:07:00.001+02:00

Bad, tror jeg, ville være en fin titel til denne tegning. Den har været undervejs et stykke tid, forsinket af husprojekter som medførte, at mine tegnesager blev gemt lidt af vejen.

Men her er den - tegnet med blyant og vand-farveblyanter (uden vand).

PS. Skanningen er ikke helt optimal - blandt andet synes jeg, at nogle af skyggevirkningerne på kvinden er blevet ædt lidt. Jeg synes dog også, det bliver bedre, hvis man zoomer ind.

Men i øvrigt: Konstruktiv kritik modtages gerne :)

Tekstligheder

2011-09-06T18:58:00.003+02:00

Dette er en kedelig tekst

Dette er en kedelig tekst. Den har absolut ingen interesse for nogen, fordi den ikke handler om noget. Teksten bliver ikke mere spændende af, at den bliver længere, for der kommer heller ikke til at ske noget senere. Den fortsætter i fuldstændigt samme rille og bliver ved med at være lige kedelig hele vejen igennem. Man kunne tro, at den måske er så exceptionelt kedelig, at den er sjov. Det er den ikke. Denne tekst er jævnt kedelig og intet andet. Den slutter ikke engang ordentligt, men kun, fordi der ikke er flere bogstaver. Og før den slutter, sker der altså intet, der er værd at skrive hjem om.

Dette er en fræk tekst

Dette er en fræk tekst. Den er både fræk sådan som frække børn er frække og sådan, som frække damer er frække. Denne tekst er så fræk at den laver helt sindssygt frække linj

eskift og btyter mo åp bgosvtaerne.

Hvis denne tekst kom gående ned ad gaden, ville den være iført umage sko og store bryster. Og så ville den vrikke med numsen og lave øjne, så ingen ville være i tvivl om, at denne tekst er usandsynligt, usandsynligt fræk!

Dette er en skræmmende tekst

Dette er en

skræm mende

tekst. D en ser bå

de skræmmende ud og handler om sk

ræmmende ting som mord og ulykke

r o g spøgelser og an

dre ubehageligheder. Den skræmmen

de tekst ser det som sin fornemste op

gave at trække ti den ud, eventuelt

med noget uhyg geligt musik og b

linkende lys, s å læseren er all

ermest modtagelig, når teksten til sid

st k o m m e r m

e d

si n u h y r l ig

t skræmmende finale, som k

un meget kyniske eller me

get skræmmende indivi

der kan undgå at blive

skræmt af.

Dette er en nysgerrig tekst

Dette er en ^nysgerrig tekst, og den er ikke blot ^nysgerrig, men også ^utålmodig. Den ^nysgerrige tekst har svært ved at blive på linjerne og stikker hele tiden et adjektiv op for at holde øje med, hvad der foregår omkring den. Hvis den ^nysgerrige tekst var ^klog, ville den vide, at den kun er et produkt af en ^menneskelig bevidsthed og derfor som sådan slet ikke ikke kan være ^nysgerrig. Men den ^nysgerrige tekst er ikke ^klog, og derfor bliver den ved med at være ^nysgerrig.

Dette er en selvglad tekst

Dette er en selvglad tekst. Den selvglade tekst er virkelig god og velskrevet. Faktisk er den så velskrevet, at den fortjener en pris, eventuelt en Nobelpris. Den selvglade tekst er dog ikke så selvglad, at den kræver, at det skal være en litteraturpris. Den selvglade tekst vil have det helt fint med Nobels Fredspris, fordi den kun har fredelige hensigter.

Hvis den selvglade tekst fik lov, ville den være den være den eneste tekst i verden. På den måde ville ingen mennesker lide under at skulle læse mindre velskrevede tekster, og den selvglade tekst kunne dermed være endnu mere glad for sig selv.

Dette er en poetisk tekst

Dette er en poetisk tekst

en vækst

et frembrud af ord

der som en vintergæk

ydmygt bukker

for sidens vide hvidhed

mens den stolt insisterer på

sig selv.

Dette er en filosofisk tekst

Dette er en filosofisk tekst. Den filosofiske tekst er i sin væren en ophævelse af sig selv, fordi dens eneste formål er at forholde sig til sin egen eksistens. Således kan man konkludere, at denne tekst – bortset fra sin sproglige manifestation, som trods alt ikke kan benægtes – er aldeles uden betydning.

Dette er en nervøs tekst

Dette er en nervøs tekst. Den bevæger sig... derfor... altid... med... forsigtighed mod slutningen af en linje, fordi den er... bekymret... for... hvad... der vil dukke op på den næste. Når den nervøse... tekst... er... allermest... nervøs... bevæger... den... sig... varsomt... over... det... hele... og... allerhelst... bevæger... den... sig... slet... ikke...

”BØØØØØØØØH!” råber den skræmmende tekst, og den nervøse tekst dør af skræk.

Dette er en meget kort tekst

Dette er en meget kort tekst.

Dette er en ubeslutsom tekst.

Dette er en ubeslutsom tekst. Den vil ingenting, men den vil heller ikke ingenting. Hvis den bliver bedt om at tage stilling til noget her og nu, udbeder den sig betænkningstid, altimens den håber, at en anden tager beslutningen for den. Hvis man bad den ubeslutsomme tekst om at tage blot én beslutning efter eget valg, hvorefter den fremover måtte slippe for at tage flere, ville den være meget i tvivl om, hvad der ville føles som det rigtige.

Dette er en stakkels tekst

Dette er en stakkels tekst. Teksten er stakkels, fordi nogle forveksler den med den kedelige tekst og derfor ikke gider læse den. Den stakkels tekst står allernederst på siden og har ondt af sig selv. Hvis den så bare var kedelig, var det ikke så slemt. Men den stakkels tekst er ikke kedelig, kun stakkels, og det er vitterligt ikke nogen sjov skæbne at have.

Overdreven empati

2011-08-31T19:31:00.000+02:00

Jeg er ikke altid den mest opmærksomme person. Visse ting har det faktisk med at gå fuldstændigt hen over hovedet på mig - i en grad, hvor jeg nogle gange skammer mig over mig selv, fordi det virker enormt ufølsomt.

Andre gange falder jeg i den komplet modsatte grøft og involverer mig så meget i en anden persons sag, at jeg næsten føler, jeg bliver til dén person.

Det sidste har jeg ikke tænkt over før. Men nu har jeg lige oplevet det igen, og jeg er blevet bevidst om, at det er sket flere gange i mit liv.
Jeg vil ikke gå i detaljer om den konkrete situation, men fakta er, at jeg i de seneste dage har haft svært ved at sove, svært ved at koncentrere mig, svært ved at være i mig selv, fordi jeg var så optaget af en anden persons problemer.

På sin vis er det tilfredsstillende for mig, at jeg er i stand til at føle empati på denne måde. Det bekræfter mig i, at jeg (også) er et følsomt og næstekærligt menneske - og ikke kun sådan én, der glemmer at spørge til nogens syge farmor eller misser, at nogen er blevet skilt.

Men empati som en form for identifikation, hvor jeg påtager mig en anden persons (tænkelige) smerte og prøver at udtænke eller føle mig frem til, hvad en god løsning kunne være - dét er for meget.
Først gør det mig høj - virkelig høj - fordi jeg føler, jeg involverer mig i noget vigtigt. Men efterhånden bliver tilfredsheden til en besættelse - og besættelser er som bekendt sjældent af det gode.

Jeg har heldigvis fået mere ro på nu - ellers ville jeg heller ikke have kunnet skrive dette indlæg.
Men jeg håber, at min nye bevidsthed om, hvad der er på spil, kan hjælpe mig med i fremtiden at bevare empatien på et fornuftigt plan. For på dén her måde skader det nok mere, end det gavner...

Glad minimalisme?

2011-08-25T17:14:00.000+02:00

I forrige weekend havde vi skrivegruppemøde hos mig. Det var som altid vældig hyggeligt - og vældigt inspirerende. Det er sådan noget, der holder mig i gang: At mødes med ligesindede, at diskutere sproglige finurligheder på et plan, som andre ville betegne som flueknepperi. At læse tekster, som måske - måske ikke - holder. At blive klogere på sig selv.

Ét af de emner, vi diskuterede, var følelsesformidling i minimalismen. Min (uprøvede) påstand er, at den minimalistiske skrivestil (når det både gælder stil og fortællerforhold) har svært ved at formidle umiddelbar glæde - simpelthen fordi den nøgterne stil stiller sig på afstand af sit stof. Følelsen 'glæde' bliver dermed til glæde betragtet udefra, hvilket (i mine øjne) bliver en melankolsk glæde. En tabt glæde. I hvert fald ikke en nærværende glæde.

Jeg beskæftiger mig sjældent med skriveøvelser, hvor jeg skal holde mig inden for en bestemt stil. Men jeg har nu tænkt mig at prøve dette: At skrive en kort, minimalistisk tekst, som formidler glæde.

Er der nogen, der vil være med?

Jeg tror ikke på krisen

2011-08-19T10:52:00.000+02:00

Jeg tror ikke på krisen. Den økonomiske, altså.

Jeg tror på, at tallene siger, som de nu siger, men jeg tror at krisen som sådan er noget psykologisk. Noget man enten tror på - og dermed underlægger sig - eller ej.
Ikke fordi min mand og jeg ikke har været berørt af den - min mand gik arbejdsløs i syv måneder for halvandet år siden - men jeg tror, at krisestemning er noget, vi skaber. Ligesom optursstemning er noget, vi skaber.

Når jeg ser i nyhederne, at NU er aktierne faldet, nej... nej... NU er de steget igen... nej, vent... NU er der virkelig krise... næh... NU er det ikke så slemt som ventet... nej, hov... NU er de lavere end nogensinde før...
ja, så er jeg begyndt at trække på mine mentale skuldre.

Jeg kan ikke forholde mig til det. Og jeg gider ikke forholde mig til det. For jeg tror ikke på det.

PC eller Mac?

2011-08-17T13:13:00.000+02:00

Jeg skal have købt mig en ny bærbar. Men hvilken?
Jeg har lige nu to PC'er:

PC1: En 15 komma et-eller-andet tommer fra Dell, 4-5 år gammel. Batteriet kan ikke oplades mere. Desuden er den blevet laaaaaaaaaaaaaaaaaaangsom. Sidtsnævnte kan dog muligvis afhælpes med lidt tender love'n care i form af en formatering.

PC2: En 10 komma et-eller-andet Notebook fra Acer. Den er omkring to år gammel. Den holder ok strøm, men den er også blevet laaaaaaaaangsom. Og så er der kommet en tordenflue ind under skærmen. Se DET er træls!

Den nye computer må gerne være i en mellemstørrelse - altså 12-13 tommer. Den skal primært bruges til at skrive, redigere/gemme billeder på, internet o.lign.

Jeg er fristet af Mac, nærmere betegnet en MacBook Pro. De virker lækre. Jeg har også hørt, de er lækre, både udvendigt og "indvendigt". At det hele bare er meget nemmere og enklere. At de skulle være mere driftssikre og mindre følsomme over for stød, når man transporterer dem.

Men for dæwlen, de er dyre. 8.000-9.000 kr. Og oven i prisen skal jeg så lægge 800 kr. for Officepakken til Mac.

Jeg lister lige nogle fordele og ulemper - ud fra hvad jeg har HØRT:

Mac - fordele:
- Lækkert design
- Enkel betjening
- Mere virussikker
- Mere driftssikker
- Mindre følsom over for stød
- Lang batterilevetid
- Det skulle efter sigende være lidt af en AHA-oplevelse at gå fra PC til Mac

Mac - ulemper:
- Cirka dobbelt så dyr som en PC
- Jeg skal anskaffe programmer til Mac
- Jeg skal sætte mig ind i et nyt styresystem

Det er her, kære blogvenner, at I kommer ind i billedet.

Hvad er jeres erfaringer? Mangler der noget på min for/imod-liste? Er der noget, der er forkert? Hvad ville I vælge?

Holy mother of god en stor edderkop!

2011-08-15T23:51:00.003+02:00

Jeg fik ingen billeder - desværre. Håber, I kan undvære dem.

Kalorius (omkring 6-7 cm i diameter) kom fistrende op fra gardinet. Mig ud på gangen og kalde på min mand, som var gået i seng, men som beredvilligt stod op ( <3) og lyttede til mine bønner om at fange den i et glas og lukke den ud i stedet for at klaske den.

Min mand kravlede op på sofaens armlæn bevæbnet med en fluesmækker og et fejeblad. Med argumentet om, at han ikke sigter så godt med et glas (pga. manglende syn på det ene øje) fik han allernådigst lov at gøre det af med kræet.

Ved første forsøg faldt den ned. Ved andet forsøg fik han den.

Så den kom altså - den dér, der skulle forskrække mig.

MEN: Jeg var ikke panisk. I hvert fald ikke lige så panisk, som jeg normalt er, når de store størrelser dukker op ud af det blå. Faktisk nåede jeg at overveje, om jeg bare skulle lade den sidde...

Så overbærende var jeg dog ikke i dag. Sikkert heller ikke næste gang eller næste gang igen. Men man er jo nødt til at starte et sted, ikke?
"Step by step, uuuh, babyyyyy!", som de kære NKOTB sang i starthalvfemserne. Og boybands har som bekendt altid ret.

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg ved, der sidder en lille appekopf et sted på reolen bag mig. Den får lov at blive siddende.

PS: Blogger syntes så, det var passende at reklamere for elektriske insektfangere! Det er ski da digital mobning... ;)

Mand på en blå kugle

2011-08-14T18:06:00.001+02:00

Blyant, vandfarveblyanter og almindelige farveblyanter.

Noget om abbekopschen

2011-08-12T23:11:00.003+02:00

I anledning af, at de sidste tre søgninger, der har ledt til min blog, har været to gange "majeredderkopper" og én gang "husedderkop" - ja, så skal I da lige have en opdatering på området.

Min profilbeskrivelse gælder stadig - jeg har et uafklaret forhold til edderkopper. Og hvis jeg lige pludselig står og stirrer sådan en kæmpe fætter ind i øjnene, er det ikke overbærenhed og "sikke-da-et-interessant-og-i-virkeligheden-ganske-smukt-nyttedyr", der popper op i mit hoved som den første indskydelse.

Størrelsen er dog en blødgørende faktor - jo mindre kop des større chance har den for at slippe med livet i behold, hvis den skulle overraske mig. Faktisk har jeg på det seneste præsteret at fjerne adskillige mindre edderkopper med et stykke toiletpapir - UDEN at slå dem ihjel. Det er ganske stort, fordi det som bekendt kræver en tillid til, at verden ikke falder i ruiner, hvis banditten skulle have den frækhed at BEVÆGE sig, når jeg nærmer mig den med min hånd.

Husedderkoppen Frederik har jeg ikke set længe. Jeg tror, han er taget på sommertogt. Til gengæld har vi fået en Abelone, som bor i et hul i stuegulvet og titter frem engang imellem. Det vil sige; det er vist et par uger siden, jeg sidst så hende. Mon hun har trukket sig ned i krybekælderen for at etablere sig?

På grund af den lidt ufremkommelige bolig bag vores sofa, bag en bunke endnu ikke monterede fodlister, har jeg kun et meget dårligt billede af hende - tilmed omgivet af verdens største nullermænd. Men det skal I selvfølgelig ikke snydes for:

Udenfor har vi (det vil mest sige min mand) gang i klargøring til terrassebygning. Det indebar bl.a. fjernelse af en brændestabel - hvorefter en skabning (meget stor, omkring 4-5 cm. i diameter, vil jeg tro, og faktisk også temmeligt ulækker) kom pilende hen over jorden.

For at demonstrere, hvor langt jeg har rykket mig, tog jeg et billede af kalorius. Det grønprikkede til højre i billedet er min finger inden i en havehandske. Jeg er omkring tre centimeter fra "giraffen". Ikke uden et vist ubehag, men jeg GJORDE det. Det havde jeg ikke gjort for få år siden. Jeg ville end ikke have ønsket, at jeg havde mod til at gøre det. Men nu kan jeg altså også sætte flueben (haha) ud for det på mit CV.

Prøv at se:

Samvittighed

2011-08-09T15:02:00.000+02:00

I går aftes, efter at jeg havde skrevet alarm-indlægget, opdagede jeg, at jeg havde feber. Om det var skyld i min tilstand - eller omvendt - er ikke til at sige.

Jeg meldte mig syg fra min praktik i dag. For første gang. Jeg havde ikke feber længere, og derfor var det med vildt dårlig samvittighed. Ikke, fordi det ikke var reelt: Min nat var fyldt med mareridt, min morgen med kolossal uro. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at skulle af sted.

Jeg sygemeldte mig i en mail til min kontaktperson og gik i seng igen. Og altså denne gang ikke kun med uro, men også med dårlig samvittighed.

Da jeg stod op ved 12-tiden og tjekkede min mail, var der ikke noget svar.
Endnu mere dårlig samvittighed: Er mailen nået frem? Har han læst den? Er han ligeglad med, at jeg har meldt mig syg? Burde jeg have ringet i stedet? Er der regler i forhold til sygedagpengene om, hvordan man skal sygemelde sig? Mon ikke han ville have ringet, hvis han ikke havde fået mailen, og jeg bare ikke var dukket op? Har han ikke opdaget, at jeg ikke er der? Skal jeg skrive en mail mere bare for at tjekke? Skal jeg ringe? Er det ligegyldigt? Er jeg ligegyldig?

Oven i hatten er Sille blevet syg i nat - med opkast og dårlig mave. Jeg fandt et meget klamt, maddikeinficeret kødben, som jeg tænker, måske er synderen.
Endnu mere dårlig samvittighed: Hvorfor har jeg ikke fjernet kødbenet, før det blev klamt? Er der en anden grund til, at hun er dårlig? Hvorfor har jeg ikke set den?
Endnu mere dårlig samvittighed: Kunne nogen nu tro, at jeg kun har sygemeldt mig for at passe min syge hund?

Jeg har stadig ikke fået svar fra min kontaktperson. Jeg har sat min mand på opgaven med at ringe til dyrlægen og høre, om vi skal komme ind med vuffi. Jeg har bedt ham om det - på trods af, at han er på arbejde, og jeg er hjemme - med den begrundelse, at han har en tandlægetid i eftermiddag, som måske skal flyttes, hvis vi skal til dyrlægen. Så er det jo nemmere, hvis han selv ordner det.
Reelt er det for at slippe for mere potentielt dårlig samvittighed. Hvilket også giver mig dårlig samvittighed.

Alarm

2011-08-08T21:05:00.000+02:00

I dag var første terapidag efter fem ugers sommerferie fra psygehuset.
Jeg havde glædet mig til at se pigerne igen, men FUCK, hvor var det hårdt.
Ikke på grund af noget specielt. Jo, hvis man virkelig frittede mig ud, kunne jeg nok nævne nogle grunde. Men det er mere alt det, der foregår i mit hoved. Hvad synes folk nu, om det, jeg siger. Hvordan har de andre det. Hvad skal alt det her blablablasnak nytte. Hvornår bliver det bedre.
Min krop er i alarmberedskab. Sådan angstanfaldsstressagtigt. Lidt ligesom, hvis jeg har drukket for meget kaffe med hjertebanken og tanker, der buldrer rundt. Bare uden TADAAA.

skulle vi ikke

2011-08-07T02:34:00.001+02:00

skulle vi ikke
holde op med at være så skide kreative
og i stedet alle sammen gå ud og
bryde noget ned
skulle vi ikke gå til angreb
i stedet for bare at sidde og være så skide forsvarsagtige
og vente på at nogen træder os over fødderne
så vi med rette kan sige av
så lad os da for helvede gå ud og sparke til noget
uden at sparke noget i gang
lad os være destruktive
ikke fordi glæde kommer efter sorg eller nydelse efter smerte eller sandhed efter løgn
men bare fordi vi har lyst

ADVARSEL

2011-08-04T22:44:00.000+02:00

ADVARSEL
Programmet indeholder hurtige klip, der kan fremkalde ubehag og epilepsi hos nogle personer.

ADVISERING
Programmet indeholder hellige klip, der kan fremkalde utroværdighed og narkolepsi hos nogle personer.

APROPOS
Programmet indeholder homøopatiske klip, der kan fremkalde undren og apopleksi hos nogle personer.

ANGÅENDE
Programmet indeholder halvdårlige klip, der kan fremkalde urinstinkter og pædofili hos nogle personer.

ANGREB
Programmet indeholder hygiejniske klip, der kan fremkalde uro og psykopati hos nogle personer.

ALLEGORI
Programmet indeholder helhjertede klip, der kan fremkalde utroskab og hypokondri hos nogle personer.

ANTASTELSE
Programmet indeholder hyggelige klip, der kan fremkalde ustyrlighed og melankoli hos nogle personer.

AFLEDNING
Programmet indeholder herlige klip, der kan fremkalde ubundethed og homofobi hos nogle personer.

AFGRÆNSNING
Programmet indeholder hæslige klip, der kan fremkalde usselhed og allergi hos nogle personer.

AFBRYDELSE
Programmet indeholder hykleriske klip, der kan fremkalde umodenhed og anoreksi hos nogle personer.

ANRÅBELSE
Programmet indeholder humoristiske klip, der kan fremkalde utopisme og dysleksi hos nogle personer.

ABER DABEI
Programmet indeholder halsbrækkende klip, der kan fremkalde uregelmæssighed og synæstesi hos nogle personer.

AKTUELT
Programmet indeholder hævede klip, der kan fremkalde udbrud og idioti hos nogle personer.

AHAOPLEVELSE
Programmet indeholder hæsblæsende klip, der kan fremkalde uudgrundelighed og surmuleri hos nogle personer.

AFBRÆK
Programmet indeholder handlekraftige klip, der kan fremkalde undertrykkelse og økologi hos nogle personer.

ANALOGI
Programmet indeholder hvælvede klip, der kan fremkalde uglegylp og antipati hos nogle personer.

AMERIKANISERING
Programmet indeholder hæmmende klip, der kan fremkalde underernæring og telepati hos nogle personer.

AFTALE
Programmet indeholder hovskisnovski klip, der kan fremkalde underlivsbetændelse og hysteri hos nogle personer.

AKKLIMATISERING
Programmet indeholder heraldiske klip, der kan fremkalde uagtsomhed og liebhaveri hos nogle personer.

ANLEDNING
Programmet indeholder hektiske klip, der kan fremkalde uvidenhed og bourgeoiseri hos nogle personer.

AFBALANCERING
Programmet indeholder henrivende klip, der kan fremkalde uvederhæftighed og kancelli hos nogle personer.

AKKREDITERING
Programmet indeholder henkastede klip, der kan fremkalde utaknemmelighed og monogami hos nogle personer.

Tankeklumpen

2011-08-03T11:28:00.001+02:00

Jeg tænker ikke på noget bestemt. Det er ikke noget bestemt, der hindrer mig i at holde fokus. Det er ikke nogle bestemte ord eller bestemte billeder, der fylder mit hoved. Det er ikke lange kæder af associationer, som på gode dage kan virke fordrende på kreativiteten.
Det er ikke tankemylder, for når man taler om mylder, taler man om mange små enheder, der vimser rundt. Men her er ikke mange små, ikke længere. De mange små er smeltet sammen til en stor, tung, klæbrig masse, som vibrerer. En tankeklump. Eller måske bare en klump.

Postkort

2011-07-29T23:37:00.001+02:00

Heh - der går da helt tegningespam i den. Her fire postkort tegnet med sort tuschpen.

Solnedgang over spøgelsesdoodlelandskab

2011-07-28T13:58:00.000+02:00

Tuschpen og farveblyanter

Tankemyldertegninger

2011-07-21T21:52:00.002+02:00

Disse to tegninger er blandt dem, jeg har lavet på det sidste. De her har begge temaet "tankemylder":

Ansigtet er tegnet med blyant og farvelagt med farveblyanter. "Håret" er tegnet med sort tuschpen ud fra "zendoodle-princippet". Baggrunden er farvelagt med acrylmaling og vand-farveblyant og sort tuschpen.

Tegnet med blyant og farvelagt med farveblyanter.

Pas (på!)

2011-07-18T17:38:00.001+02:00

Vi var til dyrlægen med Sille i dag for at få hende rabiesvaccineret, så hun kunne få et pas.

Og tænk - så siger dyrlægen, at hun trænger til at tabe sig.

MIN HUND FED?????

Jeg syntes ellers, hun så så sund ud.

Hmmm... der må vist skrues ned for godbidderne og op for gåturene.

Jeg er ikke sur

2011-07-15T23:56:00.000+02:00

Jeg er ikke sur
men
I hænger mig ud af halsen som
husblasblandet bræk
stivnet i en springvandsagtig, gul stråle
eller
tarme trukket op gennem systemet
rullende sig ud af munden
i et festligt nytårsindslag
eller
støvsugertilsluttede intuberingsslanger
langsomt tømmende mig for luft
til min krop er fladt krøllet som en vakuumpose
til opbevaring af kød eller dyner.

Jeg er ikke sur
men
I skulle vide det.

Resumé fra en gåtur

2011-07-14T15:33:00.000+02:00

Det holdt op med at regne.
Vi mødte Villy Søvndal.
Sille sked på en dræbersnegl.

Blok

2011-07-08T11:46:00.001+02:00

Sætningen vil ikke dø. Uanset hvor mange gange jeg sletter den, bliver ordene ved med at dukke op. Det er som genstridige pletter på en trøje, man vasker og vasker, til stoffet er tyndt og fnulret.
Jeg trykker "enter" mange gange, til siden er helt hvid. Retter mig op, tager en indånding. Nu. NU kommer det. Fordomsfrit og sprudlende.
Jeg skal bare...
Men det er den samme sætning i en ny forklædning.
Hvem sagde, at sproget er foranderligt?
Det er lukket og statisk, er det. Forrædderisk. Et kvælende uldtæppe forklædt som får.
Jeg kniber øjnene sammen - hårdt. Håber, når jeg åbner dem, at have fået et nyt syn på livet.

En buket ukrudt

2011-07-07T12:56:00.001+02:00

Man kunne kalde vores have for en "naturhave". Det ville være et pænt ord for, at vi ikke får gjort alt det ved den, som vi burde. Men hvad fanden. Man kan jo ikke det hele. Og jeg NYDER at have have. Virkelig. Og selv om ukrudtet skal holdes nede, er der også gode ting ved det.

Det her, for eksempel:

Og det her:

Det hele går dog ikke op i ukrudt. I går plukkede jeg denne buket:

Fra den anden side:

Flimmer

2011-07-06T09:51:00.000+02:00

Det flimrer i mit hoved, sådan som det kan flimre på en tv-skærm med dårlig forbindelse, hvor der engang imellem dukker et billede op, som så forsvinder igen.
Jeg oplever gode ting og dårlige ting. Jeg har nogle gange lyst til at opgive alting for så - dagen efter - at være ovenud lykkelig.

Tankemylder kan have sine fordele. Når jeg er inde i en god periode, er det - forestiller jeg mig - som at være høj af et-eller-andet. Det er selvforstærkende og svinger mig op i en lykkerus, som er fantastisk.
Og så selvfølgelig omvendt, når jeg er i en dårlig periode.

Men jeg har svært ved at samle mig for tiden, både om det gode og det dårlige. Der er så meget, jeg gerne vil fortælle om her på bloggen, men når jeg starter på et indlæg - her eller bare i mit hoved - kører jeg hurtigt sur i det.

Så I må nøjes med at forestille jer, hvad jeg kunne have skrevet. I hvert fald lidt endnu.
Men, hey - så får I også trænet jeres fantasi ;)

...

2011-06-28T20:38:00.000+02:00

i gryden ligger en husmoder og koger til fond
hun skal bruges til sovs af den
henkastede slags
og dunsten skal hænge i gardinerne
tre dage efter og minde om
overskuddet
kærligheden

Jeg, en heltinde

2011-06-25T00:15:00.000+02:00

Da jeg var ude at gå med Sille i dag, opdagede jeg et sankthansbål, som endnu stod og ulmede. Som den pligtopfyldende samfundsborger, jeg er, gik jeg hjem og hentede min mand og en vandkande, så han kunne komme og klare ærterne :O)
Der var dog mere varme i det, end vandkanden kunne klare, så jeg endte med at overtale min mand til at ringe efter brandvæsenet. Jeg mener... det var midt på en græseng med masser af tørt græs, og det blæste.

Så stod man dér og følte sig en som en blanding af heltinde og drama queen, mens en kæmpe brandbil kom med udrykning(!), og flere var på vej.

De først ankomne fik dog standset resten af "kortegen". Men heldigvis - HELDIGVIS - sagde de, at man jo aldrig kan vide, om sådan noget pludselig griber om sig. Så det var vist fint nok, at vi havde ringet.

Da vi kom hjem, følte jeg dog nødsaget til at beklage mig lidt til min mand over, at han i telefonen havde sagt, at HAN havde været ude at gå med sin hund, og at HAN havde opdaget et ulmende bål, og at HAN derfor havde hentet en vandkande og prøvet at slukke det...

Virkeligheden var, at han var i tvivl, om vi overhovedet burde ringe, og at det var mig, der overtalte ham til det.

Men som den ægte heltinde, jeg er, har jeg naturligvis ikke noget behov for at træde rundt i den slags misforståelser. Jeg mener... heltindegerningen at redde hele byen fra at gå op i flammer er vel ære nok i sig selv, ikke?

Man burde faktisk rejse en statue af mig!

Bedriftighed

2011-06-24T02:14:00.001+02:00

Jeg tror måske, jeg oplever det, som flere bloggere skriver om: At man på en god dag/i en god periode kan blive for overmodig med hensyn til, hvad man kan holde til.

Jeg har været rigtig aktiv den sidste tid i forhold til, hvad jeg plejer.

For eksempel har jeg:

- Slebet og grundet skabene, som skal hænge på vores badeværelse (de har stået længe nede i kælderen)
- Lært Sille nye tricks
- Været på arbejde (praktik)
- Gjort rent på badeværelset
- Ordnet marsvinebure
- Sat cd'er på plads og sorteret ud i dem (de har stået længe i en flyttekasse i stuen)
- Fjernet mælkebøtter og tidsler i haven
- Forberedt Skt. Hans-middag til os og mine forældre med hel grillet ørred, fiskefrikadeller, grillede grøntsager, bagte kartofler og sovs lavet på fiskefond.
- Været til dyrlægen med to marsvin med hhv. øjen- og hudproblemer.
- Tegnet
- Begyndt på Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden, som jeg længe har villet i gang med.
- Taget initiativ i forhold til et arrangement, der skal planlægges.
- Skrevet på bloggen og kommenteret andre blogs.
- ...

For mig er det meget. Og for meget.
Klokken er 02.07. Jeg er træt. Jeg skal dryppe øje på Oscar. Jeg skal i seng. Jeg skal op på arbejde i morgen. Jeg skal fungere. Helst på et rimeligt niveau. Jeg skal mærke mig selv. Helst på et rimeligt niveau.

Pis.

Lykken tiltager om eftermiddagen

2011-06-22T12:58:00.002+02:00

Overskriften lyder som et forsøg på at være lyrisk, men den er ment reelt nok: Når klokken er over 12 (middag) hviler jeg mere i mig selv.

Det kommer måske nok af, at jeg er et B-menneske, men det er ikke kun et spørgsmål om træthed. Jeg tror også, det handler om, at jeg mærker en deadline, at jeg kan se en ende på det, jeg er i gang med - hvad det så end er. Jeg arbejder nemlig godt under pres. Det er ikke altid sundt, men jeg arbejder godt, hvis jeg ved, at jeg skal nå at blive færdig med noget inden for en overskuelig (fastsat) fremtid.

Her i min praktik betyder det, at jeg får produceret meget mere i tiden efter frokost end i tiden før. (Se venligst bort fra, at dette indlæg er skrevet lidt i ét). Det betyder også, at jeg ofte ikke tager hjem på slaget to, fordi jeg liiiiiiiiiiiiiiiiiige er så godt i gang med noget.

Til gengæld har jeg svært ved at mobilisere mig om morgenen.

Er det ikke mærkeligt?

Nå - arbejdet kalder! Kan I ha' det, derude!

Stilheden

2011-06-20T12:41:00.000+02:00

Jeg er et sted, jeg kan genkende, og som jeg frygter. Et sted, hvor det meste går fint, men hvor små sprækker begynder at dukke op.

Som når tanken om min fødselsdag bliver til angst for at være i centrum.
Som når jeg sidder til langt ud på natten og spiller computerspil.
Som når jeg gør overskudsagtige ting og bagefter er ved at segne af træthed.
Som når jeg spiser for meget eller for lidt.
Som når jeg altid har en lille smule fornemmelse af at skulle kaste op.

Når stilheden er der, ved jeg ikke, hvem jeg er.

regnen der ikke kommer

2011-06-17T18:11:00.000+02:00

grøfteplanternes skygger over autoværnet og bussens skygge på vejen og en jakke med snører nogen har tabt og små fluer som kravler op ad vinduet og falder ned og solens lys der er mere hvidt end gult og dørene der piver når de går op og i og hunden der står bundet foran brugsen med savl i strenge fra munden og airconditionanlægget der ikke virker og regnen der ikke kommer

Det rykker i det små

2011-06-11T00:11:00.000+02:00

Jeg kan mærke, at den indsats, jeg skrev om forleden dag, begynder at bære frugt. Lige så stille - som et skraveringsbillede - toner jeg frem og får plads. Høflighed bliver afløst af interesse. Skepsis af eftertænksomhed.
Jeg tror, det kan blive godt.

Jeg bliver harm!

2011-06-09T13:15:00.000+02:00

Endnu engang får man bevis for, at psykiske lidelser nedprioriteres!

Deltag i debatten hos Anne Mette, som efter tre ugers indlæggelse på psykiatrisk afdeling med svær depression stadig ikke har set skyggen af en læge!

Fuck, hvor er det bare ringe! Nej, ikke ringe; umenneskeligt!

At bryde et tabu og passe på sig selv

2011-06-07T22:29:00.005+02:00

Jeg beundrer de folk, som åbent og ærligt fortæller om det at leve med en psykisk lidelse. Som nu for eksempel nogle af mine kære medbloggere Anne Mette, Mette B, June, Henriette og Onkel Anne. De er alle med til at gøre opmærksom på de tabuer, der ofte er forbundet med at psykiske problemer.

Jeg ville ønske, jeg selv var sådan én. At jeg frit kunne stille mig frem og sige:

"Hej, jeg hedder Reke, og jeg har diagnosen 'forstyrret personlighedsstruktur af blandet og anden type' med borderline som det primære og dertil træk fra den evasive, den dependante og den tvangsprægede personlighedsforstyrrelse."

Det kan jeg også til en vis grad, men i høj grad holder jeg også igen.
Jeg tror, jeg er bange for at skulle stå til ansvar for sygdommen. Ment på den måde, at jeg er bange for at skulle forklare, jeg er bange for at skulle præcisere, jeg er bange for at skulle udlevere mig selv.
Jeg er bange for, at folk vil behandle mig anderledes, og at jeg ikke vil have styrken til at kræve at blive behandlet som alle andre.

Jeg mener; når 'normale' mennesker fortæller om 'sig selv', handler det så ikke mere om deres børn, deres job, deres fritidsinteresser, overbevisninger og successer snarere end om deres eventuelle problemer med at indgå i sociale sammenhænge, tvangsprægede handlinger, manglende evne til at tage sig sammen eller deres frygt for at blive forladt?

Jeg har oplevet at sidde i festligt lag og pludselig høre mig selv fortælle til ikke-nære bekendte - eller sågar halvfremmede - at jeg har tendens til at føle tingene meget sort/hvidt, og at jeg er meget opmærksom på, hvad andre tænker om mig, og at jeg desuden ikke er en typisk borderliner, fordi jeg ikke er aggressivt anlagt.

Det er ikke noget, jeg fortæller af mig selv, men fordi folk spørger, hvad borderline er (efter først at have spurgt, hvorfor jeg er sygemeldt, efter først at have spurgt, hvad jeg laver).

Og pludselig bliver borderline til en målestok for alt andet i mit liv. Noget, jeg gemmer mig bag, men også noget, som andre kan gemme mig bag.

Jeg har med andre ord svært ved at finde grænsen for, hvad jeg skal fortælle, og hvad jeg ikke skal fortælle. Hvornår "jeg prøver at bryde et tabu" bliver til "jeg sprætter lige mit hoved op, så du kan se alt, hvad jeg tænker og føler".
Mine sort/hvide tendenser får mig (groft sagt) til at klappe i eller fortælle alt.

Jeg ville være lykkelig, hvis tabuerne om psykiske lidelser blev brudt. Og jeg synes, at jeg som 'insider' må være blandt de nærmeste til at gøre det.

Men jeg er nødt til at tage hensyn til mig selv. Jeg ER jo for fanden et følsomt menneske.
Dér, hvor andre måske blot ærgrer sig lidt over at have fortalt for meget, er det hos mig noget, der kan fylde mit hoved i dage- eller ugevis - eller længere. Det er jo blandt andet denne 'evne', der har været med til at give mig diagnosen.

I virkeligheden burde det være alle de 'normale', der startede med at fortælle om deres problemer og svagheder. Så ville jeg - og sikkert også andre med psykiske lidelser - føle en langt større tryghed ved selv at komme på banen.

Det er nok ønsketænkning. Men gid, det ikke var.

Jeg gør en indsats

2011-06-01T15:05:00.000+02:00

Det gør jeg virkelig. Også indsatser, jeg ikke troede, var nødvendige.

Som at finde en computer, jeg kan sidde ved. Det kræver, at jeg beder nogen om hjælp. Nogen, som ikke er min kontaktperson, da han er taget på ferie. Det kræver tankeenergi, usikkerhed og en snert af angst.

Som at tage initiativet og spørge de folk, jeg endnu ikke har hilset på, eller som jeg blot ikke kan huske at have hilset på, hvad de hedder. Og huske navnene og især ansigterne. Det kræver en indsats, men jeg kan allerede en del: D., D., P., A., A., C., C., I., K., M., M., M., M. F. og K. (inkl. ansigter og nogenlunde arbejdsfunktioner) samt I., hvis ansigt, jeg ikke kan huske, men som jeg ved, hvor sidder, og så A. og L. som er hhv. stoppet og sygemeldt.

Som at bryde ind i frokostsamtalerne. Spørge, hvad det er for en udstilling, de snakker om, tale med om lagersalg af havemøbler og om, hvor vidt blå hanekamme er et modelune eller et undergrundsfænomen.

Dagen i dag sluttede med, at jeg - med hjælp fra både M., D. og C. - havde fundet et sted at sidde; et smukt kontor hos A. og A. med bogreoler langs alle væggene samt balkon hele vejen rundt, hvorfra bogreolerne fortsætter opad. Her sad jeg så og skrev mine tekster.
Kort før fyraften tonede klassisk violin- og klavermusik op fra kirkesalen, hvor den nyeste udstilling med bronzeskulpturer skal åbne i dag.
Det klingede så smukt i den gamle bygning, at jeg næsten kunne tude.

Zendoodle

2011-05-30T19:29:00.000+02:00

I en længere periode har jeg haft svært ved at få skrevet videre på min roman. Det er pisseirriterende, rent ud sagt. Men der foregår bare for meget i mit hoved til, at jeg kan samle den fornødne koncentration.

Til gengæld blomstrer min tegnelyst. Jeg fandt nogle film på YouTube, hvor der bliver demonstreret zendoodling. Det er - kort fortalt - krimskrams-/krussedulle-tegning sat i system, hvilket både kan have en zen-agtig meditativ effekt, fungere som inspirationsøvelser og resultere i smukke billeder.

Se bare her:

http://www.youtube.com/watch?v=R_t_34mchtw

Det tager lang tid at lave, og man får brugt masser af kuglepen. Men det er vildt fascinerende.

På min tegneblok befinder disse sig (beklager at kanterne mangler - det er fotos, ikke scanninger):

Første forsøg

Eksperiment med blandingsstil

Tre postkort (skal indscannes og printes
på fotopapir)

Skulle du få lyst til selv at give dig i kast med zendoodle og vise det på din blog, så giv mig lige et praj, ikk'? Jeg synes, det er så sjovt at se, hvad folk laver :)

Det er ikke, fordi jeg er ligeglad med jer

2011-05-26T13:28:00.001+02:00

Det er ikke, fordi jeg er ligeglad med jer, at jeg ikke kommenterer for tiden, men Blogger har åbenbart set sig sur på mig og vil ikke lade mig sende alle de fantastiske kommentarer, jeg ellers havde i støbeskeen til jeres indlæg.
Jeg kommer igen. Tro mig.

Alle mine hjerner

2011-05-25T23:57:00.000+02:00

Min hobby er at lave hjerner.
Jeg laver hjerner af alle mulige ting.
Af jern. Af sødmælk. Af pottemuld.
Jo flere hjerner, jeg laver, jo flere idéer får jeg.
I går foldede jeg en hjerne af bobleplast.
I morgen bager jeg en af surdej.

Noget om wall stickers (og tapet)

2011-05-19T14:27:00.001+02:00

Scanneren spiste kanterne, men ikke meningen.

UDRÅB: WUHUU-JUBI-JUBI-JUBI-JUBIIIIIII!!!!

2011-05-18T16:17:00.002+02:00

JEG HAR FÅET PRAKTIKPLADS! :D :D :D

Det er lige omme bag ved det store træ:

Hvor mange er det lige, der får lov at arbejde i en borgruin?

Jeg starter på tirsdag og skal lave forskelligt teksthalløj. Jeg tror bare, det bliver SÅ spændende!

Jeg siger det lige igen: WUHUU-JUBI-JUBI-JUBI-JUBIIIIIII!!!!

Genbrug

2011-05-17T16:53:00.000+02:00

Nu jeg tænker over det, er det vist længe siden, jeg har vist genbrugsfund. Der er jo sæson for loppemarkeder, og vi har været til to af slagsen.

Ud over det viste fik vi også to have-liggestole (metalstel med fjedre og hynder) til 20 kr. I alt, vel at mærke. Hynderne trænger til nyt betræk, men ellers er de fine.

Krukkerne, kurvene, lysestager/vaser og det søgrønne fad fik jeg for en tyver i "fyld-posen-for-en-tyver". Ret godt udbytte, synes jeg:

Fint i sort.

De "høje" kurve skal bruges som urtepotteskjulere.
Den flade kurv kommer ind til marsvinene med noget blødt i.

Blå/hvide skønheder

Miniurtepotter + skjulere

Farmor

Lysestager eller små vaser i keramik.

Madam Blå-lignende kande-ting. Noget rusten,
men jeg regner med at bruge den til køkken-
redskaber. 8 kr.

Kig-i-nakken-spejl, som skal op på vores badeværelse. 10 kr.

Vase "Made in Hong Kong".Totalt fin.
(Det gule plastic i toppen er låget fra en
krukke bagved). 10 kr. kostede den.

Jeg har noget med lerfade. Det store fik jeg til 40 kr.
Det grønne keramikfad og den lille grønne skål fik jeg
sammen med de to Schleich-hunde på næste billede
til 20 kr.

Den skønne dåse her fik jeg af min bror og svigerinde, da de
ver her på besøg. Min svigerinde elsker også genbrug
og loppemarkeder.

Trappstigen her, som jeg tror, er fra 50'erne,
fik jeg for 30 kr. Min farmor havde en af
samme slags i sit køkken. Dengang hun og min
farfar fik lavet nyt køkken, blev der gjort
specielt plads til trappestigen. Og køleskab
mente de, var ganske unødvendigt!
Stellet på trappestigen her trænger til
at blive renset og malet, men det lyseblå
"sæde" får lov at blive, som det er.
Den er både fed og praktisk - for jeg kan ikke
nå op i overskabene. Trinene kan vippes
ind under "sædet", når den ikke er i brug.

Det var vist, hvad jeg kunne diske op med for denne gang.

Nåh, ja, ham skeletfætteren her bliver ved med at uploade sig selv, når jeg uploader billeder. Så han skal da også med. Han er fra en anatomi-plakat, som jeg vil have op at hænge i mit arbejdsværelse, når det engang er klart:

Når der ikke er andet at give sig til...

2011-05-17T15:22:00.000+02:00

Vildt misvisende overskrift. Her er masser at give sig til. Jeg kunne rydde op, skrive, tegne, gøre rent, male dørkarme, male vindueskarm, male skab til badeværelset, sy bukser, sy nyt betræk til havehynderne, ordne marsvinebur, bage brød, rydde op på computeren, tømme vaskemaskinen, lægge tøj sammen...

MEN NÅR DER NU IKKE ER ANDET AT GIVE SIG TIL kan man lige så godt gå amok på de dér mælkebøtter i haven, som jeg har fjernet én gang, men som ikke sådan lader sig kue. (Og nu har de også sat frø og spredt sig - banditter!)

Dette er blot en lille del af, hvad der befinder sig i vores vildnis af en have. Men som den søde ældre dame, der bor bag vores hus, sagde forleden, så er en vild have også dejlig.

Og grisebasserne kan jo li' det, så de mæsker sig i denne tid og får grøn læbestift på:

I morgen skal jeg til samtale et sted, hvor jeg måske kan få en praktikplads. DET bliver spændende! Ellers sker her ikke det store.
Jeg må hellere få tømt dén vaskemaskine. Og skrive.
Om lidt.

"Psykisk syg, siger du?"

2011-05-13T22:16:00.002+02:00

Fuck, hvor har jeg været længe i Bauhaus - altså ifølge Blogger.
Kunne den da så ikke være landet på en af de mere spændende overskrifter? Alle, der har besøgt min blog i det seneste blogger-kaos, må da synes, det er usandsynligt kedelige emner, jeg vælger at udbrede mig om. Eller også er det Bauhaus, der har haft en finger med i nedbruddet for lidt gratis reklame. I så fald: Det var så lidt. Gi's der rabat?

Nå, men det jeg EGENTLIG ville var at vise denne lille tegneserie-stribe-ting, jeg lavede i går. Den er inspireret af en opdatering på Facebook, som handler om det svære ved at leve med en usynlig sygdom. Jeg har så vendt den om og prøvet at forestille sig, hvad der (trods alt) kunne være værre:

Med mindre du har supersyn eller bare en superskærm, er det en god idé at trykke på billedet for at se det i en større størrelse.

I Bauhaus

2011-05-09T16:38:00.005+02:00

For enden af gangen med søm og skruer kører et tv-spot på en skærm så lille, at jeg ikke kan se, hvad der foregår, kun høre lyden: En mand hamrer sig over fingrene, og en anden mand fortæller entusiastisk om den fantastiske Nail Gripper, som snart vil være et helt naturligt redskab i min værktøjskasse!

En mor med to døtre kommer ind i gangen. De går frem og tilbage foran reolerne, hvor hundredevis af søm- og skruetyper tårner sig op; spånskruer, monteringsskruer, maskinskruer...

Moren taler højt og tydeligt til pigerne:
"Vi skal finde sådan nogle matte skruer ligesom den her, far har givet mig med."
"Det er fordi han løb tør for skruer til den træterrasse, far er ved at bygge."
"Det var fordi far absolut skulle købe skruerne hos Bygma."

Hun minder mig om den slags tv-serier, hvor baggrundshistorier uelegant væves ind i karakterernes replikker.

Og det går op for mig, at døtrenes tilstedeværelse blot er et påskud for at fortælle mig, hvorfor hun render rundt i Bauhaus' søm- og skruegang en søndag formiddag: At det bestemt ikke var hendes idé, at der skulle bygges en terrasse. At det ikke var hende, der syntes, den skulle være af træ. At det ikke var hende, der absolut skulle købe skruer i Bygma, som ikke har søndagsåbent. At det ikke var hende, der regnede forkert.

Men at det - til trods for alt dette - nu er hende, der skal rette op på problemet.

Jeg tror, hun forventer en vis forståelse fra mig, en søsterlig sympati, måske bare et rul med øjnene eller et velplaceret "Mænd, altså!"

Jeg får lidt ondt af hende, så jeg peger på en kasse med store skruer og siger: "Her er nogle matte nogle."

Hun takker og sammenligner skruerne, men det er ikke de rigtige.

"Det var jo sådan noget, han selv burde klare," siger hun, måske til pigerne, måske til mig.
"Jeg beslutter lige, at det er sådan noget, han selv må klare!"

Så går de.

Tv-spottet kører endnu. Manden kan stadig ikke finde ud af at hamre søm i uden at ramme fingrene. ”Selv de professionelle håndværkere bruger Nail Gripper,” siger stemmen. Entusiastisk.

Blogspot og Internet Explorer 9

2011-05-09T15:29:00.001+02:00

Efter at jeg har opgraderet min anden computer til Internet Explorer 9 kan jeg ikke skrive indlæg her på bloggen. Dvs. jeg kan godt oprette indlægget, men teksten, jeg skriver i det, forsvinder, så snart jeg trykker "udgiv". Og så har jeg et fint indlæg med overskrift og etiketter - men ingen tekst!

HULK!

Er der nogen, der ved, om der er en smart lille indstilling et sted, som atter gør mig i stand til at blogge fra begge computere?

Haven rocks!

2011-05-07T16:08:00.000+02:00

Manner, hvor jeg elsker det!

I går hjalp jeg mine forældre med vask af havemøbler og terrasse, og indkøb og potning af sommerblomster. Nogle af blomsterne fik vi med, så i dag har jeg været i gang herhjemme og fået tilplantet diverse krukker samt plantet bunddækkeplanter i bedene.

Og så kan man i øvrigt lige valse ud i haven og plukke en fin buket som denne: To syrengrene, en æblegren, en ribsgren og noget grønt fra en busk, som jeg ikke ved, hvad er.

Haven rocks!

Herrebesøg

2011-05-04T18:44:00.002+02:00

Sille og jeg havde herrebesøg i dag - det vil sige; det var nok mest Sille.

Det var dog ikke et besøg, der skulle føre til minivuffere. Herren er kastreret, så dén slags narrestreger var der taget forbehold for.

Men en mand er vel en mand - med eller uden vedhæng - så han prøvede da lige nogle gange, om hun var til noget. Det var hun nu ikke. Men måske var det de prikkede løbetidstrusser, der kunne få humøret op - selv hos en nosseløs syvårig herre?

Men hyggeligt var det i hvert fald. Det syntes både Sille, jeg og den besøgende.

En pigeting

2011-05-01T22:52:00.002+02:00

Vores lille vuffer er kommet i løbetid. Det er ikke hendes første, men hendes første her hos os (akkeja!).

Til formålet har vi købt et par løbetidstrusser, som hun så bliver udstyret med, når hun er inde i stuen.

Jeg har en klar holdning til, at tøj til dyr kun bør handle om noget praktisk - i dette tilfælde at hun kan komme op i sofaen, selv om hun drypper. (Ligesom det vinterdækken, vi har til hende, som kun bliver brugt, når det er rigtig koldt, og hendes korte pels ikke kan holde hende varm på gåturen.)

Nå, men på kom trusserne, og vuffer accepterede dem.

Meeeeeeeen... der gik ski lige lidt for meget Chippendales i den. Kan I se, hvad jeg mener?

(Det udendørs billede er kun til ære for fotografen. Ellers render hun rundt med bar rumpet, når hun er i haven.)

Alle kvinder kender vist det med at vælge de praktiske trusser, når man har menstruation.
Det er, hvad det er.

Men mandestripperagtige?

Jeg rodede flyttekasserne igennem for at finde mit stoflager. Jeg vidste nemlig, at jeg havde noget fint rødt stof med hvide prikker liggende et sted. En rulle bukseelastik, noget velcro og et lille stykke blonde dukkede også op.

Et par timer senere var vuffi blevet til en rigtig pige igen.
Måske noget, der lignede et kvindeligt (hundeligt) modstykke til Chippendales, men trods alt en pige:

At hun så kort efter valgte at sætte sig og tisse i den yyyyyyndige lille trusse, og derfor alligevel endte dagen som Chippendale, behøver jeg jo ikke at fortælle til nogen :O)

Sådan kan det også se ud

2011-04-29T23:06:00.000+02:00

Det er noget af det fantastiske ved at have en blog; når jeg har lyst til, at der skal ske noget omkring mig, men ikke den store energi til at få det til at ske, kan jeg altid omdesigne sin blog.

Først tænkte jeg, at her skulle være forårsagtigt, men det er der jo så mange steder.
Så tænkte jeg, at det skulle være en farveeksplosion, men det blev mere til en eksplosion af smagløshed, hvilket såmænd også kan have sin charme. Bare ikke lige i dag.
Så blev her rustrødt tema, hvilket jeg egentlig godt kunne lide, men det krævede et andet header-billeder. Og da jeg fik lavet dét, passede det rustrøde alligevel ikke.

Så nu ser her sådan ud. Som du kan se.

Og jeg kan lide det.

Oh, min magnolia!

2011-04-27T18:19:00.002+02:00

Vores magnoliatræ fortjener virkelig sådan en apostrofe, som leder tankerne hen på ældre tiders digtning. Det er ved at afblomstre nu, men prøv lige at se, hvor fint det har været og stadig er - både i og omkring træet:

Magnolia om natten:

Magnolia mod blå himmel

Magnolia smider blomsterne og får løv:

De nedfaldne blomsterblade pynter på jorden rundt om træet - her foran en klynge rhododendronbuske:

Du har fedt i håret

2011-04-27T01:05:00.000+02:00

Du har fedt i håret
har du nu
dyppet dine fingre i fritureolien igen?
Altid tænker du i metaforer
måske du også skulle tænke lidt på
det vi ikke taler om.
Da du tændte for gasblusset
vidste du da
hvor hurtigt gryden blev varm
eller regnede du med jeg ville råbe:
"Sidste mand ved døren er en rådden banan"
så du kunne løbe?

Du minder mig om hende fra Misery

2011-04-23T01:46:00.001+02:00

Du minder mig om hende fra Misery
siger du
ikke
med sesamånde og ansigtet rullet op på curlere
mens du
ikke
skælvende som en turnuslæge åbner mig
for at se om tolvfingertarmen nu også
har tolv fingre.

På en tegning af menneskekroppen
markerer du
ikke
mine dårlige sider med spritpenne
og noterer
ikke
med alt for store bogstaver
at patienten lugter fælt af indvolde
og at gråd er et tegn på sindssyge.

Dejlig dag

2011-04-17T23:26:00.000+02:00

I dag var vi først sammen med mine forældre ude og se øko-køerne komme på græs. Hold da op en masse mennesker, der var - nok nogle hundrede stykker. Og så for at se 15 køer! :O) Men hyggeligt var det da.

Nå, men herhjemme lavede vi da også bare vores egen på-græs-dag og lod svinepelsene komme i løbegård en times tid ude i haven, mens vi ordnede deres bure.

Sille syntes, det var meget spændende, at grisebasserne pludselig var rykket udenfor. Men hun mistede interessen igen og gjorde, hvad hun er bedst til:

Resten af eftermiddagen og aftenen har grisene splattet ud i deres bure :)

Vores tulipantræ/magnolie (jeg ved endnu ikke, hvilen af de to, det er) er i øvrigt i gang med at blomstre. Sæsonen er kort, så det er med at nyde det, når det sker.
Og flot ser det ud - også mod en sort nattehimmel.

Læsegruppen Sundholm

2011-04-16T18:11:00.000+02:00

Har du set programmet Læsegruppen Sundholm på DR2?

Det er en udsendelsesrække, hvor fire hjemløse diskuterer og anmelder bøger i en læsegruppe ledet af Mikael Berthelsen. Du kan læse mere om udsendelserne her.

Jeg synes, det er et rigtig fint program.

Gruppens medlemmer virker meget troværdige, og det at de er hjemløse er så absolut ingen hindring for at føre velformulerede, intelligente og vedkommende litterære diskussioner.

Debatten drejer sig primært om bøgernes indholdsplan. Som danskfaglig synes jeg (selvfølgelig), at udtryksplanet er (mindst) lige så vigtigt og interessant.
Når jeg alligevel mener, at Læsegruppen Sundholm har noget at byde på, er det fordi dette program for mig at se ikke kun handler om litteratur, men også om menneskeportrætter og om at bryde sociale og kulturelle fordomme.

Derfor gør det ikke noget, at debatten ikke svinger sig op i de højere akademiske luftlag, for det er der andre programmer, der sørger for.
Til gengæld kan Læsegruppen Sundholm være med til at give perspektiv - til litteraturen såvel som til litteraturdebatten. For diskussionen sker ikke på trods af de medvirkendes liv som hjemløse. Og portrætteringen af de medvirkende sker ikke på trods af, at det er et litteraturprogram. Det fletter sig sammen til en helhed, hvor udkommet er større end summen af de dele, det består af.

Hvad synes du?

sproget forråder mig

2011-04-14T13:21:00.005+02:00

sproget forråder mig
som en ballon der ikke vil pustes op
og et æg der ikke vil pustes ud
og gør mine kinder ømme
og mine øjne blodsprængte
sproget forråder mig
det ligner på afstand en krusning på vandet
men er tæt på en tsunami
monstrøs og giftig
og íkke en flodbølge som ville
lyde mere lyrisk
sproget forråder mig
som en parasit der kryber ind under huden
og æder sig vej gennem mine slimhinder
og gør mit udtryk tyndt og sårbart
sproget forråder mig
jeg siger
sproget forråder mig
og jeg kan kun se til

Brugt på den gode måde

2011-04-10T20:09:00.000+02:00

Fredag: Min tur i fitnesscentret bar præg af, at jeg pressede mig selv lidt mere på maskinerne, hvilket gav en dejligt træt krop bagefter,

Lørdag: Skønt skrivegruppemøde med fantastiske tekster og fantastiske diskussioner. Det er en gave at have folk omkring sig, som man på én gang kan hygge og nørde med.

I dag: Først en masse korsang i forbindelse med, at en af præsterne i kirken skulle på pension. Derefter på kæledyrsmesse i Fredericia, hvor vi både fik en del gratis foderprøver mv. til Sille og købte ting til hende og marsvinene. Så beskæring af havens roser, lidt "haveoprydning" samt en kraftig beskæring af kristtjørnen.

Ah! Hvor er jeg bare brugt på den gode måde! :)

Make-over af lampe

2011-04-04T22:53:00.000+02:00

Jeg fik for nogen tid siden denne lampe fra min søster, som havde fået den af min faster. Det er en gammel spritflaske, som har fået fatning:

Lampen havde denne skærm på, som jeg ikke syntes, var så køn:

I genbrug fandt jeg en enkel, hvid stofskærm. Selve holderen inde i skærmen passede ikke til holderen på lampefatningen. Jeg klippede den derfor af med en bidetang og erstattede den med en del af holderen fra den røde skærm.

De sidste par dage har jeg klippet gækkebreve. De så sådan her ud:

Så lavede jeg afskærmning af bagepapir med huller i forskellige størrelser:

Til sidst tog jeg det hele med udenfor. Jeg brugte gækkebrevene som skabeloner og bagepapiret som afskærmning og spraymalede med sort spraymaling. Og så var det ellers bare at give fantasien frit løb.

Den færdige lampe fra forskellige vinkler:

Oppefra:

Jeg er blevet ret glad for resultatet.
Jeg var ikke så præcis med skabelonerne og afskærmningen, og da malingen tilmed er trukket lidt ud i stoffet, har lampen fået et lidt "udtværet" look, som jeg faktisk synes, er ret fint. Sådan en blanding af de "fine" gækkebreve og lidt "rå" graffitti.

Kan man lade sig skille fra sin mands venstre side?

2011-04-01T22:34:00.000+02:00

Ja, kan man?

I 2003 brækkede han venstre ben på en skøjtebane.
I 2010 fik han ødelagt sit venstre øje i en hjemmeværns-speedbådsulykke.
Og i dag fik han så knust spidsen af knoglen på venstre hånds langefinger, da fingeren kom i klemme på arbejdet.

Den skulle dog hele igen uden problemer under forudsætning af, at der ikke går infektion i det. Men han har fået en skinne på, og de næste dage må han ikke arbejde. Så skal han se, hvad lægen siger på onsdag - skinnen skal dog blive siddende nogle uger.

Jeg lyder måske lidt streng, men ih, hvor er det altså trættende! Jeg er bestemt ikke gearet til sådan noget. Specielt ikke på en i forvejen stresset fredag, hvor jeg mest af alt havde brug for at komme hjem og ikke sidde på skadestuen i flere timer og vente.

Men altså... i medgang og modgang hedder det jo. Og staklen kan jo heller ikke gøre for det.

Men lige i dag kunne jeg altså godt have undværet hans venstre side!